Christian Lindhardt

Christian Lindhardt er fra årgang 1975, og startede som træner d. 1. september 2002.

Han begyndte som stalddreng i Skive under skoletiden. Efter denne fik han job hos Seppo Kukkonen, hvor han var et år. Herefter var han flere forskellige steder i en kortere periode, inden at han valgte at følge med Jan Friis til den Tyske træner Henning Rathjen med base i Hamburg. Her blev han i et halvt års tid.

Efter Tysklandsturen vendte Christian hjem til Skive, og var hos Knud Mønster i to år, efterfulgt af et halvt år i USA. I USA var han så heldig, at få lov til at passe en hest, der hed Latest Lover. Det var en god hest, som deltog i det amerikanske storløbscirkus. Det bragte Christian rundt omkring i USA. Latest Lover deltog bl.a. i Kentucky Filly Futurity, og vandt i alt 1,2 mill. kroner.

Vel ankommet til Danmark igen efter det halve år, fik han igen job hos Knud Mønster, hvor han var i to år.

Den 1. august 2000 begyndte Christian at arbejde for Axel Jacobsen på Charlottenlund Travbane. Hos ham blev det til to lærerige år, inden han den 1. august 2002 valgte at stoppe hos denne, for at tage springet og måneden efter, at starte som travtræner.